Regression

Regression betyder at gå tilbage. Udgangspunktet er, at vores sind har lagret alle indtryk, billeder, tanker, følelser og overbevisninger fra et helt liv. Via regression er det muligt at bevæge sig tilbage i denne erindringshule og se mere klart og nuanceret på oplevelserne. Det er derfor aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Lyder det spændende og måske lidt provokerende?

Du har måske nogle uhensigtsmæssige reaktioner, mønstre eller overbevisninger, som har rod i fortidens oplevelser. Det er som oftest  i barndommen, at kimen til vores overbevisninger lægges.

Barnet i os, bliver hos os hele livet
Med vores "barnebriller" har vi en begrænset verden at sætte vores oplevelser ind i, men programmeringen lagres i underbevidstheden og alt, hvad der senere kan bekræfte denne programmering vil forstærke den oprindelige tanke: "Det går altid galt for mig" eller "Jeg duer ikke til noget".

På den måde opstår følelsesmæssig ubalance senere i livet, og den er ofte dækket af "voksenbriller" vi har svært ved at komme i kontakt med den oprindelige årsag, fordi den i voksenøjne er en bagatel.

Ved at komme tilbage til det tidligste tidspunkt,  hvor vi skabte overbevisningen, vil vi med vores nu voksne øjne se, at der var noget, vi dengang misforstod. Ved at slippe den gamle overbevisning og erstatte den med en ny, vil vi ofte føle en lettelse og begynde at leve det liv, vi ønsker os uden at føle os begrænset.